Generalforsamling 2009

Referat af generalforsamling 27. marts 2009 kl. 18.30 på DSB's kursuscenter i Knudshoved

Til stede: Helena Nielsen, Anette Mønster, Gunnar Axelgaard, Benedicte Müller, Tove Mathiesen, Bodil Dalsgård Bech, Chantal Teisen-Simony, Søren Kaltoft, Anette Malling, Mette Ulsø, Astrid Rugager Vase, Jørgen Strøbech, Jan-Helge Larsen.

1. Valg af dirigent

Helena blev valgt som dirigent.

2. Valg af referent

Jan-Helge blev valgt som referent.

3. Formandens beretning

Formandens beretning kort:

  1. Siden sidste generalforsamling har der været 4 bestyrelsesmøder. Der har været 3 udvalg: Kursusudvalg og udvalg for standarder for supervision i almen praksis. Samt oversættelse af Bendix bøger.
  2. Tove og Erik Pedersen har anbefalet at indledning og kapitel 1 af Lægen som lægemiddel skulle oversættes. I forbindelse med omtalen af bogen Lægen som lægemiddel, fortæller Søren Kaltoft historien bag. Der var et ønske om genstart af et dansk Balintselskab. Ved den internationale Balintkongres i Budapest 1996 havde Søren Kaltoft deltaget og forespurgt de andre nationale Balintselskaber, hvordan de havde gjort, og de havde foreslået: Start en uddannelse! Herefter blev planerne lagt for DSAMs 3-årige supervisoruddannelse (1997-2000), som reelt blev til en Balintgruppelederuddannelse. For at være med som hovedunderviser havde Lars Thorgaard betinget sig, at uddannelsesforløbet blev samlet og dokumenteret i en bog. Det blev starten af Sostrup projektet. I november 2000 blev et nyt Det danske Balintselskab dannet og Helena stillede op til formandskabet.
  3. Vedrørende anmeldelse af Lægen som lægemiddel har Erik Paulli givet tilsagn om at anmelde den til Månedsskrift for praktisk lægegerning.
  4. Der har været 3 elektroniske nyhedsbreve, redigeret af Helena.
  5. Kurset på Klitgården blev afviklet med god deltagelse.
  6. International Balint konference i Holland med deltagelse af Helena og Gunnar.
  7. På Lægedage 2008 var 2 supervisionsworkshops. For fase 3 supervisions interesserede havde Trine Boiesen og Jette Malinovsky: Supervision et nødvendigt gode. For hele praksis havde Helena sammen med Jette Malinovsky og Vibeke Thorsen: Tarzan eller blæksprutte?
  8. Formanden havde arbejdet ihærdigt på at få arrangeret 2 symposier, en fishbowl og daglige Balintgrupper til Nordisk kongres 13.-16. maj 2009. Desværre blev det kun til ét symposium fredag eftermiddag.
  9. Martin Munk og Henrik Hother Sørensen skal sammen med 2 praktiserende læger i Norge lave en workshop om gruppearbejde og supervision i specialeuddannelsen.
  10. Med de internationale gæster er Helena i gang med at planlægge et arrangement lørdag eftermiddag på Kommunehospitalet, hvor John Salinsky bl. a. vil komme med et oplæg, der vil være en fishbowl efterfølgende, og der vil blive arrangeret en middag i byen herefter.
  11. Balint kongressen i Rumænien blev omtalt.
  12. Vedr. hjemmesiden forespurgte formanden om andre ville arbejde med det. Jan-Helge sagde, at han gerne ville lære det.
  13. Der var 59 betalende medlemmer i selskabet og man havde foreslået et kontingent på 350 kr. Nedsat kontingent for YL.

4. Beretning fra udvalg

a. Kursusudvalg

Holdt 3 møder siden sidste generalforsamling. Retningslinier for kursets virke og økonomi. Udvalgets kommissorium står beskrevet i nyhedsbrevet. Udvalget vil tilstræbe at afholde 2 kurser årlig. Visioner for fremtidigt arbejde ud fra selskabets historie, men åbenhed for andre kurser, dog relevante for almen praksis. Heller ikke kurser i kognitiv terapi skal udbydes, da det udbydes andetsteds. Vigtigt er at det også er relevant for yngre medlemmer. Emner som kriser, supervision, vedligeholde supervisor færdigheder, Bendix og Balint metoder, samt temakurser som fx dagens seminar om tilknytningsforstyrrelser blev nævnt. Årlig temadag i marts. Der blev udtrykt ønske om udvidelse af kursus og sammenhæng med fase-3 supervisorernes kursus.

Mentalisering blev ligeledes nævnt som emne.

Endvidere blev der foreslået, at der blev lavet links på hjemmesiden til fx Dansk selskab for klinisk hypnose, Dansk psykiatrisk selskab.

b. Udvalg for standarder for god supervision

Udvalget har mødtes 3 gange og indsnævret opgaven til Standarder for gruppesupervision i almen praksis. Det var ikke gruppens opgave at beskrive de forskellige supervisionsformer, men at beskrive hvilke færdigheder supervisor skal have og hvad man kan forvente at fokusere på i sådanne grupper. Det anbefales af generalforsamlingen, at der følger referencer og en litteraturliste med. Foreløbigt udkast er uddelt til deltagerne på generalforsamlingen, kommentarer bedes indsendt senest 17/5 til enten Helena, Jørgen eller Jan-Helge.

c. Bendix bøger

Begge bøger er udgivet på Lægeforeningens forlag, er udsolgt og både forlaget og arvingerne har ikke noget imod udgivelse, måske via nettet? Hvor findes de udenlandske udgaver? Helena lover at sende en reference til den engelske udgave af Din nervøse patient.

5. Indkomne forslag

a. Vedtægtsændring i henhold til udsendt forslag. Vedtaget.

6. Kassererens beretning, herunder årsregnskab og budgetforslag

Regnskab udleveret på generalforsamlingen. Der var et underskud på årets regnskab på ca. 25.000. Der ydes 5.000 kr./internationalt møde 2 gange årlig. Regnskabet godkendt på betingelse af at bestyrelsen bestræber sig på at der bliver balance.

7. Fastsættelse af kontingent

Fastsættelse af kontingent: 400 kr. og 200 kr. for YL.

8. Valg af formand

Helena (formand) (på valg næste år)

9. Valg af den øvrige bestyrelse og suppleanter

 Da der var 3, der ønskede at opstille til bestyrelsen, som regulære bestyrelsesmedlemmer, valgte generalforsamlingen at acceptere 1) at der kunne være 3 suppleanter 2) at Benedicte ændrede sin rolle fra regulært bestyrelsesmedlem til suppleant, for at både Jørgen og Jan-Helge kunne blive fuldgyldige bestyrelsesmedlemmer. Dette blev gjort af den grund at Jan-Helge havde givet udtryk for gerne at ville stille op som næstformand. Hvem af Jørgen eller Jan-Helge, der regulært skulle overtage Benedictes plads blev afgjort ved lodtrækning.

Medlemmer af bestyrelsen således:

  • Gunnar (kasserer) (på valg næste år)
  • Jørgen
  • Jan-Helge (på valg næste år)
  • Tove genvalgt

Suppleanter:

  • Anette
  • Benedicte fra bestyrelsesmedlem til suppleant
  • Mette

10. Valg af revisor og revisorsuppleant

Søren Kaltoft havde egentlig ønske om at fratræde, men fortsatte da der ikke var andre om buddet. Lars Kongsøre blev genvalgt in absentia.

11. Eventuelt

Punktet om Nordisk kongres for almen medicin 2009 og særligt arrangement i tilslutning hertil, var omtalt i formandsberetningen

Under eventuelt præsenterede Helena spørgsmålet om, hvorvidt det ville være nogen fordel for selskabet at blive et regulært videnskabeligt selskab under Dansk medicinsk selskab. Det blev overladt til drøftelse i bestyrelsen fremover.

Mødet sluttede 20.40.